Uddannelsesplan 2. praktik

Område 3: Udviklings- og læringsrum

Området retter sig mod pædagogisk arbejde i forskellige udviklings- og læringsrum dvs. skole- og fritidsinstitutioner, herunder tilrettelæggelse og gennemførelse af og kommunikation om pædagogiske aktiviteter i pædagogisk praksis.

Kompetencemål

Den studerende kan skabe sammenhænge mellem forskellige udviklings- og læringsrum og varetage pædagogiske og didaktiske opgaver i fritidstilbud og skole samt indgå i professionel kommunikation herom.

Færdighedsmål

Den studerende kan:

  1. kommunikere og samarbejde professionelt med forældre, kolleger, lærere og andre relevante aktører
  2. motivere, lede og samle børn og unge om konkret læring
  3. redegøre for sammenhængen mellem metodiske og didaktiske overvejelser og egen pædagogiske praksis
  4. tilrettelægge, gennemføre og evaluere differentierede læreprocesser inden for udvalgte områder, herunder inddrage børn og unges perspektiv
  5. tilrettelægge, gennemføre og evaluere indsatser, der styrker forebyggelse samt børn og unges omsorg og sundhed
  6. tilrettelægge differentierede pædagogiske aktiviteter gennem analyse af børn og unges forudsætninger og udviklingsmuligheder.

Vidensmål

Den studerende har viden om:

  1. professionsfaglig kommunikation, argumentation og samarbejde
  2. ledelse af udviklings- og læringsrum, herunder om klasserumsledelse
  3. didaktik og metodik knyttet til læring
  4. bevægelsesmæssige, musiske, æstetiske og kreative processers betydning for trivsel, læring og udvikling
  5. omsorg, sundhedsfremmende og forebyggende arbejde
  6. 6-18 åriges forudsætninger og udviklingsmuligheder, herunder børn med særlig behov.

Muligheder for læring

  • På de ugentlige SFO-møder er "den studerendes punkt" et fast punkt. Her forventes den studerende at redegør for sine refleksioner og fokusområder gennem praktikken, således at den studerendes praksis bliver kendt og relevant for alle SFO'ens pædagoger. Vejlederen støtter den studerende i at gennemføre punktet.
  • Det forventes at den studerende er aktiv på de regelmæssige teammøder både i skole- og SFO-del.
  • Det forventes at den studerende kan deltage aktivt i forældresamarbejdet og kan indgå i en professionel dialog med forældrene omkring deres børn. Herunder også skole-hjem-samtaler.
  • Det forventes at den studerende holder sig orienteret på Aula og Google-drev samt læser diverse referater mv. Den studerende skal både mundtligt og skriftligt kunne redegøre for sine forløb og aktiviteter.
  • Der vil i dagligdagen være et stort fokus på, at den studerende udvikler kompetencer indenfor klasserumsledelse. Via ugentlige alene-lektioner samt holddeling med det øvrige team, vil der blive rig lejlighed til at få afprøvet strategier i forhold til klasserumsledelse.
  • Den studerende vil via vejledning og egen forberedelsestid have mulighed for at overveje og reflektere over metodik og didaktik. Vejlederen vil løbende opfordre den studerende til at koble relevant læringsteori til de didaktiske overvejelser der ligger forud for afvikling af diverse forløb.
  • Hvis den studerende har særlige evner eller interesser, vil vi tage udgangspunkt heri, når vi planlægger skemaet til praktikken. Der er gode muligheder på stedet for at få lov at gøre det, man er god til. Både i skoletiden og i SFO er der mulighed for at benytte skolens faglokaler.
  • Den studerende vil have ugentlige alene-lektioner, hvor han/hun selv skal forberede indholdet.
  • I den understøttende undervisning lægges der op til, at der arbejdes med trivsel som et overordnet tema. Disse UUV-timer bliver den studerende også en del af. Desuden er der i SFO gode muligheder for at arbejde sundhedsfremmende både i forhold til social trivsel, kost og motion.
  • Der er i alle klasser på skolen et/flere børn, som har vanskeligheder af kognitiv, psykologisk eller social art. Vejledningerne vil derfor også omhandle inklusion og særlige tiltag for børn i vanskeligheder.
  • Vi bestræber os på at give den studerende indblik i hele organisationen - herunder vores specialklasser.

Relevant litteratur

Louise Klinge - Relationskompetence

Louise Klinge og Rasmus Ahlenkær - Hvad er skæld ud?

Skole uden Skældud

Evaluering

Lokale mål - Den studerende:

  • kan agere relevant i forhold til skolefritidspædagogens opgave
  • kan igangsætte relevante forløb og aktiviteter i både skole- og SFO-del
  • deltager aktivt på diverse møder og bringer sit perspektiv i spil.

Vi evaluerer løbende med den studerende. Særligt på vejledningerne. Når 2/3 af praktikken er gået, forventes det, at den studerende har en klar fornemmelse for, hvilke mål han/hun mangler at nå, og hvordan der kan arbejdes for at nå de resterende mål.

Senest 4 uger efter opstart afholdes et Stop-Op møde, hvor den studerende deltager sammen med sin vejleder og nærmeste leder (indskolingsleder). På mødet tales om, hvordan den studerende er kommet i gang med sin praktik ud fra disse fem overskrifter:

  • Mødestabilitet
  • Relationskompetence
  • Samarbejde
  • Initiativ
  • Praktiske hængepartier.

Giver mødet anledning til, at der skal arbejdes særligt med et eller flere af punkterne, indkaldes der til et opfølgende møde efter en måned.

Organisering af vejledning

Hvordan tilrettelægges uddannelsesforløbet?

I dialog mellem vejleder og studerende aftales individuelle forløb alt efter, hvor den studerende er henne i sin faglige udvikling. Der er gode muligheder for at tilpasse forløbene efter den enkeltes interesse og kunnen.

Hvordan og hvornår afholdes vejledning?

45 minutter til en times vejledning og løbende vejledning i det daglige samarbejde.

Vi bestræber os desuden på, at den studerende deltager i én til flere fælles vejledninger hos andre af organisationens praktikvejledere sammen med de studerende, der er på skolens i praktikkens periode.

Hvordan inddrages den studerendes portfolio i vejledningsprocessen?

Portfolien indgår som et fast punkt på den ugentlige vejledning.

Institutionen som praktiksted

Det forventes, at den studerende er spørgende, opsøgende og nysgerrig ift. den eksisterende praksis.

Vi stiller krav om en høj mødestabilitet. Vi forventer desuden, at den studerende vil tage konstruktivt imod de oplevelser og udfordringer, praktikken byder på, og betragter disse som en berigelse i forhold til at få så meget med fra praktikken som muligt.

Den studerendes arbejdsplan

Den enkelte studerendes skema udarbejdes først når praktikken nærmer sig. Skemaet vil være individuelt.

Det forventes, at den studerende udnytter sin øvrige studietid op til de 37 timer til at få arbejdet med sit skriftlige produkt, da der ikke kan gives tid til det i grundskemaet.

Organisering af kontakt til uddannelsesinstitution

Første kontakt tages til indskolingsleder Lene Qvortrup Skov på tlf. 8915 4441 eller 2199 5321.

Ved for besøget bedes den studerende om at medbringe et forventningsskriv.

Hvis der skulle opstå problemer eller bekymring i praktikken, vil vi starte med at få en snak med den studerende og få klarlagt problemstillingen. Hvis ikke vi oplever, at vi kan løse det på stedet, så kontakter vi den studerendes praktiklærer eller en anden relevant person fra VIA.