Uddannelsesplan 3. praktik

Område 4: Samarbejde og udvikling

Området retter sig mod tværprofessionelt samarbejde og det lovgivningsmæssige og organisatoriske grundlag for pædagogens ansvar og opgaver.

Kompetencemål

Den studerende kan arbejde tværprofessionelt med udvikling af skole- og fritidspædagogik, så børn og unges trivsel, udvikling og læring fremmes.

Færdighedsmål

Den studerende kan:

  1. agere professionelt inden for de givne institutionelle og organisatoriske rammer for området
  2. analysere, vurdere og agere på faglige udfordringer i samarbejdet med lærere og andre faggrupper
  3. indgå i samt analysere og vurdere praktikstedets tværprofessionelle samarbejdspraksis
  4. deltage i udviklingen af den pædagogiske praksis gennem innovative og eksperimenterende tiltag
  5. sætte mål, anvende dokumentations- og evalueringsmetoder og udvikle viden gennem deltagelse, systematisk erfaringsopsamling og refleksion over pædagogisk praksis
  6. udføre grundlæggende førstehjælp.

Vidensmål

Den studerende har viden om:

  1. institutionelle og organisatoriske rammer for det skole- og fritidspædagogiske arbejde
  2. tværprofessionelt samarbejde med lærere og andre faggrupper, herunder teamsamarbejde og kollaborative fællesskaber
  3. praktikstedets organisation i forhold til tværprofessionelt samarbejde
  4. forandringsprocesser og innovation
  5. didaktiske og pædagogiske metoder til udvikling af pædagogisk praksis, herunder dokumentation og evaluering
  6. førstehjælp.

Muligheder for læring

  • Der vil via både vejleder og ledelse være gode muligheder for at få et indblik i skolens organisatoriske rammer.
  • Vi bestræber os på, at den studerende deltager i én til flere fælles vejledninger hos andre af organisationens praktikvejledere sammen med de studerende, der er på skolens i praktikkens periode. Emnerne på vejledningerne er bla. organisatoriske rammer, præsentation af specialafdelingens målgruppe samt pædagogiske hverdag, en indføring i PLF, systemisk tænkning.
  • På Østervangsskolen er der et velfungerende lærer/pædagog samarbejde og den studerende vil indgå i dette samarbejde på lige fod med de øvrige ansatte.
  • Vi har også samarbejde med andre faggrupper. Bl.a. sundhedsplejerske,Familie- og rådgivningscentret, psykologer osv. og vi vil, i det omfang det er muligt, inddrage den studerende i de netværksmøder, forældresamtaler o.a. der finder sted i praktikperioden.
  • Den studerende vil indgå i et fast team bestående af både lærere og pædagoger, og der vil være et ugentligt teammøde, hvor vi drøfter klassens trivsel, kommende arrangementer, de enkelte børns faglige og sociale trivsel, forældresamarbejde og meget andet.
  • På vejledning er der mulighed for at reflektere over skolepædagogens rolle og betydningen af den udvikling, lærer-pædagogsamarbejdet har undergået.
  • Den studerende vil blive mødt af åbenhed i forhold til innovation. Vi forventer at den studerende arbejder med innovation og byder ind med ideer og visioner.
  • Den studerende deltager i teammøder, personalemøder, fagteamsmøder hvor bl.a. PLF (Professionelle Lærings Fællesskaber) bliver anvendt som metode.
  • Undervisning på studiedage.

Relevant litteratur

Louise Klinge - Relationskompetence

Louise Klinge og Rasmus Ahlenkær - Hvad er skæld ud?

Skole uden Skældud

Evaluering

Vejlederen noterer i arbejdsportfolioen, hvordan den studerende har arbejdet med målene, samt hvad der skal arbejdes med fremadrettet for at opfylde målene. Notaterne medbringes til statusmødet.

Lokale mål - Den studerende:

  • viser evne til at indgå i tværprofessionelt samarbejde og kan navigere i institutionens rammer
  • har lavet en vurdering af den tværfaglige samarbejdspraksis
  • har taget initiativ til innovativt/eksperimenterende tiltag
  • kan anvende PLF i sit pædagogiske arbejde.

Vi evaluerer løbende med den studerende. Særligt på vejledningerne. Når 2/3 af praktikken er gået, forventes det, at den studerende har en klar fornemmelse for, hvilke mål han/hun mangler at nå, og hvordan der kan arbejdes for at nå de resterende mål.

Senest 4 uger efter opstart afholdes et Stop-Op møde, hvor den studerende deltager sammen med sin vejleder og nærmeste leder (indskolingsleder). På mødet tales om, hvordan den studerende er kommet i gang med sin praktik ud fra disse fem overskrifter:

  • Mødestabilitet
  • Relationskompetence
  • Samarbejde
  • Initiativ
  • Praktiske hængepartier.

Giver mødet anledning til, at der skal arbejdes særligt med et eller flere af punkterne, indkaldes der til et opfølgende møde efter en måned.

Organisering af vejledning

Hvordan tilrettelægges uddannelsesforløbet?

I dialog mellem vejleder og studerende aftales individuelle forløb alt efter, hvor den studerende er henne i sin faglige udvikling. Der er gode muligheder for at tilpasse forløbene efter den enkeltes interesse og kunnen.

Hvordan og hvornår afholdes vejledning?

En times vejledning og løbende vejledning i det daglige samarbejde.

Vi bestræber os desuden på, at den studerende deltager i én til flere fælles vejledninger hos andre af organisationens praktikvejledere sammen med de studerende, der er på skolens i praktikkens periode.

Hvordan inddrages den studerendes portfolio i vejledningsprocessen?

Portfolien indgår som et fast punkt på den ugentlige vejledning.

Institutionen som praktiksted

Det forventes, at den studerende er spørgende og opsøgende og nysgerrig i forhold til eksisterende praksis.

Det forventes, at den studerende arbejder med sin rolle som pædagog, kollega og teamplayer.

Det forventes, at den studerende holder sig opdateret og involverer sig relevant i forhold til udviklingsprocesser og andet, der foregår på skolen/SFO'en i praktikperioden.

Vi stiller krav om en høj mødestabilitet. Vi forventer desuden, at den studerende vil tage konstruktivt imod de oplevelser og udfordringer, praktikken byder på, og betragter disse som en berigelse i forhold til at få så meget med fra praktikken som muligt.

Den studerendes arbejdsplan

Den enkelte studerendes skema udarbejdes først når praktikken nærmer sig. Skemaet vil være individuelt.

Organisering af kontakt til uddannelsesinstitution

Første kontakt tages til indskolingsleder Lene Qvortrup Skov på tlf. 8915 4441 eller 2199 5321.

Ved for besøget bedes den studerende om at medbringe et forventningsskriv.

Hvis der skulle opstå problemer eller bekymring i praktikken, vil vi starte med at få en snak med den studerende og få klarlagt problemstillingen. Hvis ikke vi oplever, at vi kan løse det på stedet, så kontakter vi den studerendes praktiklærer eller en anden relevant person fra VIA.